fredag den 19. december 2008

Abstinenser....

Så er 23ting slut for denne gang - i hvert fald sådan officielt. Abstinenserne har meldt sig, trods juletravlhed, og måske skulle man være tosset nok til at starte forfra? Hmmm.... det bliver nok ikke til noget, men det kribler i fingrene for at lave et kursus til lånerne, komme i dybden med nogle af tingene osv. Men nu mangler man jo guleroden, for den er i hus! En dejlig lille sag i form af en MP3-afspiller (Creative) med etui (i sort oaseged med røde kanter, som Hyacinth ville have sagt) er præmien for at have gennemført de 23ting. Så nu er det den, der skal udforskes, selv om knægten synes, den passer lige ned i julesokken. Dér lander den ikke, han kan passe sin Ipod, kan han.
Måske vi skulle oprette en Facebook-gruppe, os deltagere og specialister, så vi har ét sted, hvor vi kan hjælpe hinanden, når vi fumler rundt i cyber...? Det ville måske også hjælpe på abstinenserne.

torsdag den 11. december 2008

Travlhed

Der kommer vist ikke til at ske meget nyt på denne front inden jul - altså på 23ting-fronten. December er som altid en travl måned - især på arbejdsfronten - resten sker mest lige op til juleaften og i selve juleferien. December er en kort måned, hvor meget skal afsluttes, og det kan mærkes, synes jeg.
Lidt leg er det dog blevet til, men ikke noget, der bliver lagt på bloggen - dvs. forsøgene er værre end noget af det andet, der ligger her!
Selv om der ikke lige står 23ting på programmet i disse dage, betyder det ikke, at 'tingene' og andre it-ting ikke bliver brugt. I dag har jeg bl.a. bikset med storskærmene, der ikke plejer at drille. Jeg tror, der skal trykkes på nogle knapper, der ikke er til at nå, fordi de er tyverisikrede, hænger højt mv. Så har jeg også lavet et julebrev med billeder, spalter mv. Det drillede, fordi jeg ikke kunne få adgang til det drev, hvor vores foto ligger - håber, det virker i morgen.
Jeg har brugt Facebook til at lave reklame for et arrangement, vi afholder på biblioteket i morgen, eller rettere i Vollsmose Kulturhus' Store sal: Freestyle Phanatix kommer med deres performance show: Busta Da Breakz. Glæder mig meget, og håber, teknikken mv. funker. Oprettede også en annonce på Facebook - ind til jeg opdagede, det kostede penge!

Så lidt bliver derløbende fiflet med IT, ud over det daglige med e-mail, kalender, regneark og tekstbehandling

søndag den 7. december 2008

Podcast

Prøver at podcaste (eller forberede det)direkte fra min laptop - men det lyder ikke for godt. Det er ellers en af de ting, jeg gerne ville arbejde lidt ekstra med, men det er svært her op til jul, hvor der er knald på både hjemme og på arbejdet. Samtidig er det ved at være opløbsheatet på 23ting, og jeg har faktisk ikke styr på, hvad jeg har blogget om, eller hvad jeg ikke har nået! Jeg har arbejdet md e-kalendre, men det har jeg vist ikke nået at skrive om. En ting, jeg i den forbindelse gerne ville have styr på er, hvordan man via Notes, som vi bruger i Odense Kommune, kan invitere folk, der bruger et andet system, til møde via "Arranger møde". Det kan lade sig gøre fra Outlook, det har jeg oplevet, altså at en, der sidder med Outlook, har inviteret mig til møde, hvor det så lander hos mig, som om det var en fra kommunen. Ganske smart.

Det er ærgerligt, at 23ting snart er forbi, og jeg tror, der skal et eller andet til for at holde gryden i kog. Jeg synes, vi har fået et overblik, men der har ikke været tid til at gå i dybden. men det bliver vi nødt til i det øjeblik, vi skal undervise lånerne systematisk i det. Der står i vores virksomhedsplan for 2009, at vi skal indføre brugerne i web 2.0-teknologier, så det er bare med at komme i gang. Vi har besluttet at gøre det i Vollsmose, hvor vi ind til nu har undervist individuelt i diverse 'ting'.

23ting-kurset minder om et gammelt kursus på uni, hvor vi skulle gøre en ny ting hver 14. dag, men der var ikke så mange spændende ting dengang, fx. havde vi ikke internet og farveskærme, ja vi havde ikke engang programmer som Officepakken. Det var hårde tider, og vi var taknemmelig for lidt. Ofte skulle vi cykle den lange vej til uni i sne og slud....

Jeg kommer til at savne det skub, vi har fået hver uge i 23ting. Det har været sjovt, men jeg har som sagt savnet at gå i dybden en gang imellem, og jeg har savnet at have haft tid til at arbejde med det sammen med kolleger - det er mest foregået alene om aftenen eller i weekenden. Måske vi skal lave nogle videregående workshops af og til, med et større mål for øje, måske kommer det helt af sig selv i det daglige. Det er nok forskelligt, hvad vi hver især får brug for - eller synes, er sjovt og givtigt.

tirsdag den 2. december 2008

Dipity og podcast

Dipity - det er bare alle tiders, men jeg har ikke helt styr på det endnu. Måske man skulle lave en Vollsmose tidslinie i stedet for en Wiki?! Jeg elsker tidslinier, måske fordi jeg aldrig har været god til årstil. Mange hjemmesider har tidslinier, fx. museer, og også Kvinfo, hvis jeg ikke husker helt forkert.
Det skal dyrkes noget mere.
Men ellers må man jo lige sørge for at gøre tingene færdige, nemlig podcast, som vi helt klart kan bruge på jobbet, fx. når børneklubberne skal lægge noget på nettet, nyheder på flere sprog osv. Der kræves jo ikke fine lydværksteder, men vist nok en god mikrofon. Hmmmm...er bange for sønniken podcaster noget, han har optaget med sin mobiltelefon.....nemlig mig, der synger La camisa negra. Sker det, så er jeg fri for at købe julegaver til ham.

torsdag den 27. november 2008

MindOmo

Har leget med MindOmo og blev lidt skuffet. Ganske vist er det gratis, men det er da godt nok det mest bøvlede mindmap-program, jeg nogensinde har arbejdet med. Jeg brugte al for lang tid, og så fik jeg det alligevel ikke, som jeg ville have det!
Okay, man kan sikkert godt lære det bedre at kende osv. - men er man førstegangsmindmapper skal man ikke tro, det altid er så træls! Det kan være rigtig sjovt og gå rimeligt hurtigt.

mandag den 24. november 2008

Mindmaps



Mindmap er et værktøj, jeg elsker! Det giver overskuelighed på én side, man kan tænke cirkulært og samtidig beholde hierarkiet, man kan sætte ting i forbindelse med hinanden osv. Jeg bruger det rigtig tit, fx. når jeg brainstormer i forhold til et projekt, når jeg skal skrive en statusrapport, når jeg underviser. Jeg har også undervist i mindmaps, bl.a. på et kursus, hvor vi brugte IT til personlig og arbejdsmæssig udvikling. Laver man dem i hånden, kan det hurtigt blive noget rod - i hvert fald, når det er mig, der gør det - så et program er alle tiders. Især, når det kan snakke sammen med tekstbehandling. Fint, vi får et skub til at komme i gang med det her.

Her er et eksempel på en Harry Potter-mindmap, som jeg IKKE har lavet, men som jeg givet ville få brug for, hvis jeg skulle i gang med de bøger igen. Er nogle gange selv nødt til at skrive navne ned, når jeg læser bøger med mange personer (man bliver jo ældre...), og så er mindmapmetoden bedre end bare at skrive dem på en lang række.

Dipity (hedder det vist) glæder jeg mig også til. Håber, det kan integreres i ens blog eller i Facebook, hvor jeg deltager i en meget nostalgisk gruppe, der godt kunne bruge det værktøj.

fredag den 21. november 2008

Doodle, Wikier mv.

Der er brændt mange frikadeller på siden sidst, og der er blevet arbejdet med både det ene og det andet i forhold til 23ting, men ikke blogget!
Doodle kendte og brugte jeg i forvejen - alle tiders værktøj!

En Vollsmose-Wiki - det vil jeg nøje overveje. Jeg tror, den skulle skrives af et team, for her sker rigtig meget herude, også selv om man holdt sig til projekter og aktiviteter. I forvejen bruger vi megen tid på at fodre Vollsmose.dk, Vollsmose Avisen, Facebook og vores egne kanaler - skal det hele med på bloggen, får vi travlt! Men skal det hele også med? Er det ikke en bibliotekarting, jeg måske burde sætte mig ud over? Jeg må indrømme, at jeg synes, der er behov for det store overblik herude. Men det er nok Vollsmose.dk, vi skal fodre med aktiviteter, projekter mv.

En blog skal være personlig, men man kunne jo godt samle et team af forskellige folk, der havde en fælles blog, der beskrev de ting, vi brænder for her og nu. Men som professionel vil man jo aldrig kunne skrive på samme måde som en beboer. Ordene skal vejes, og intet her i Vollsmose er neutralt! Så helt ukompliceret er det jo ikke. I forvejen er der mange herude, der blogger forskellige steder.

Kommentarer modtages gerne - og tak for dem, der allerede er kommet!

onsdag den 12. november 2008

Wiki

Jeg har fået læst lidt om Wiki'er, mens frikadellerne forsøger at brænde på. Det er et rigtigt spændende område, en anden måde at organisere viden på osv. Der er noget af teknikken, jeg aldrig har fået helt styr på, så det burde jeg rode med under kurset. Jeg drømmer om engang at få lagt noget ind i Wikipedia omkring Åben Datastue for Kvinder - har jo været med fra start til slut - for datastuen var jo et stykke kvindehistorie, der også handlede om IT-pædagogik, alterntative vejledningsformer og andre sjove ting. Mit problem er tiden, og det med at huske. Jeg er ikke god til at huske, hvad der skete hvornår, som historisk kilde er jeg forholdsvis utroværdig, og jeg har ikke magtet at gemme alle minderne fra datastuen. Jeg har jo også travlt med at få gemt de rigtige ting om Vollsmose Bibliotek, der måske også går over i historien engang, selv om jeg ikke håber, der sker en lukning i min tid!
Jeg kunne også tænke mig at arbejde med en wiki, som vi kunne bruge i hverdagen på biblioteket. Mangler lige en god idé.

Så, nu lugter her ret brændt!

søndag den 9. november 2008

Dot blog - det går stadig godt....

Sidder og blogger lidt, mens jeg hører en af facebook-veninderne i radioen. Veninde er så meget sagt, har aldrig snakket med konen in real life, men alligevel... En anden af de virtuelle 'veninder' har inviteret til reception på Bogmessen, så måske kan det virtuelle blive lidt mere real. Det er før set.
Jeg synes selv, jeg har et afslappet forhold til livet i cyberspace. Jeg rynker ikke på næsten af det, jeg falder heller ikke pladask for det, men det kan noget - det udvider verden på en eller anden led. Det kan også misbruges, bruges til eskapisme, man kan blive ludoman, chatoman, datingman og meget mere. Men sådan er det jo også med 'det virkelige liv'.

Børnene og de unge har jo også taget det til sig, og næste generation af voksne er i gang i disse år, fx. på Fjæsbogen. Jeg synes dog, det er vigtigt, at børnene lærer, hvor snu de ikke så flinke voksne mennesker kan være. Der skal såmænd ikke så meget til, før en voksen kan finde et barn via ganske få oplysninger, fx. hvilken skole, man går på, hvilken slags cykel, man har osv. Det er ikke altid nok, at børnene lærer, de ikke skal bruge deres rigtige navn og opgive deres adresse. Nogle af disse web2.0 teknologier duer heller ikke, hvis man er anonym - fx. Facebook.

Ugens opgave er wikier. Vi skal vist ikke selv lave en, det havde jeg ellers glædet mig til, men indrømmer også, tiden er knap. Der er mest tid til det ikke-krævende som at blogge og kigge lidt i Facebook. Jeg var med i en wiki en gang, men vi brugte den faktisk mere som en blog. Det var omkring netværk, altså networking, som jeg har undervist lidt i. PS Er billigere at hyre end Suleima, men det går også lidt langsommere ;-)

onsdag den 5. november 2008

2 faste læsere.....

Fedt med to faste læsere, tak for, at I gider. Så skal jeg jo til at strenge mig an! Det bliver nu ikke i dag, skal jo også passe fjæsbogen, hvor jeg har fået en låneropgave :-) Vidensdelingmødet i dag på hovedbiblioteket kan godt vise sig at være til nytte i den forbindelse! Det er i det hele taget en god idé med de vidensdelingmøder - ikke alle steder, man har råd til den slags, og det giver altså mere end at læse en artikel på nettet, selv om det også kan være godt. Man lærer også sine kolleger bedre at kende, så lad os holde fast i det.


Fotoet er ikke mine to faste læsere, men mine to drenge: den lange til venstre er min biologiske (har en til) på 15 år og 187 cm, den anden passede jeg i Paris for 34 år (sic!) siden. Han er 39 år og lidt mere fransk i størrelsen. Ingen af dem har tilsyneladende taget skade af min pasning og opdragelse! Billedet er kun med for at fange interessen, og fordi jeg ikke lige havde et med mine to faste læsere - det må komme.

tirsdag den 4. november 2008

Databussen



Jeg fandt lige dette billede af vores gamle databus fra Åben datastue. Billedet er taget i bakspejlet og viser, hvor lidt plads, der var i bussen, men også miljøet. Der var 10 stationære pc'er samt et par bærbare (de var nemlig for dyre og sarte, da bussen blev 'opfundet' i slutningen af 80'erne). Bussen indeholdt ellers tavle, tv og video, overheadprojector samt kaffemaskine. Ideen huggede jeg fra bogbusserne: vi kunne komme ud og undervise i edb i de tyndt befolkede områder og måske lokke nogle af de kvinder ind i bussen, der ellers ikke mente, de kunne lære edb. Sådan var det jo af og til dengang - nu har kvinder jo for længst overhalet mændene:-) Dengang var der ikke noget der internet og web2.0 samt 23ting, men vi underviste i mange andre ting og kom da også på internet, da det blev tilgængeligt. De sidste år var det især Officepakken, billedbehandling, internet og hjemmesider, der var søgning til. Der kunne sidde ti forskellige i bussen og arbejde med ti forskellige programmer! Derudover gik en del af tiden med vejledning, da det var ledige, der kom i bussen. De fleste kom videre med enten job eller uddannelse, og mange lærte, at det kunne være sjovt at lære og meldte sig til VUC, AMU mv. i nærmeste by.

Der var også indbygget generator, da vi hele tiden havde nye holdepladser, men som regel endte det altid med, vi kørte på 'landstrøm'. Daggi, der ses stående på billedet, var både chauffør, underviser og IT-kvinde - det var både det mest økonomiske og det mest pædagogiske. Databussen har besøgt mange byer på Fyn og omkringliggende øer - hvis ellers færgen var stor nok. På Avernakøfærgen var der næppe plads til en våd Berlinger mellem bussen og færgevæggen, da Daggi bakkede den 12 meter lange færge om bord.

Databussen var så vidt vides den første af sin art: en 'selvkørende' datastue med plads til så mange brugere. Jeg selv havde kun set busser o.l. med enkelte computere eller også var det skurvogne med faste stadepladser. Databussen blev kendt i det meste af verden og vi havde mange gæster, der ville se den og selv lave sådan en bus. Det er nu ganske almindeligt, fx. har mange skoler på landet i Tyrkiet databusser. I Tampere har de stadig en databus, som var vores venskabsbus, og i England bruges de meget til at komme ud til fx indvandrerkvarterer. Alle de tekniske problemer, vi selv skulle finde en løsning på, er der i dag nye muligheder for at løse, bl.a. trådløst internet, som vi ikke havde råd til eller mulighed for.

Forleden blev jeg helt nostalgisk (endnu engang), da jeg i tv så Databussen køre rundt som jobbus i det sydfynske. Computerbordene og pc'erne var fjernet - nu bruger man kun laptops - men ellers ligne hun sig selv (databusser er hunner ligesom skibe og kraner). Det er utroligt, der er gang i hende endnu, og dejligt, at hun bliver brugt til noget fornuftigt.

Skriftfarven i dag er pink, for det var Databussens farve - bemærk stolene. Værktøjskassen havde samme farve.

søndag den 2. november 2008

Vel overstået GF i BF

Jeg har været til generalforsamling i Bibliotekarforbundet (som det stadig hedder....). Det var en god GF, både fagligt, og også m.h.t. at møde gamle venner (fra sådan cirka 30 år siden...). Det er en velkendt floskel, men det er altså utroligt, som tiden går! Heldigvis sker der forbedringer. En GF i BF forløber i vore dage uden de store slagsmål, men med gode debatter. Tiden overholdes, udsigten på Nyborg Strand er blevet bedre (eller er det ny sal med store vinduer, der gør det), men man kan ind imellem savne 'de gamle', der slåssede om at komme på talerstolen og sige kloge, indviklede og meget politiske ting.
Dejligt at se, hvor mange, der vil stilled op til hovedbestyrelsen!

Og så har jeg da også nået at lege med den nye gadget, man fik foræret af Sampension: en elektronisk nøglering, hvor man kan lagre sine fotos. Stoppede den i ørene, men nej, det var ingen Ipod!

Der har således ikke været tid til at lege med 23Ting i denne weekend, ud over fjæsbogen, hvor der er gang i Nyborg-nostalgien. Minder mig om, at barndommens ishus ved Nyborg Strand er forsvundet i hotellets trang til udvidelser.

Så er det Sommer!

onsdag den 29. oktober 2008

Del.icio.us

Et kort indlæg: det kører bare, det er delisiøst!

søndag den 26. oktober 2008

Last.fm, netmusik usw

Det forekommer mig, at et af mine indlæg er forsvundet, eller også er det noget, jeg har drømt! Jeg mener, jeg skrev om Netmusik, der drillede lidt, men nu er det lykkedes. Samme med YouTube og Last.fm, som jeg var på. Har dog ikke nået at prøve det hele. Kort sagt, er nogenlunde med, men skal arbejde lidt mere med Del.icio.us.

Last.fm bruger jeg nu ikke så meget. Jeg har aldrig været god til at høre musik, når jeg sidder ved computeren - og det forstyrrer jo også naboerne, hvis man ikke bruger lyttebøffer. Jeg synes også, det kræver en bedre lyd end der er på den kommunale pc på kontoret. Men det er vigtigt at kunne bevæge sig rundt i disse ting, så kan man jo vælge til og fra. YouTube bruger jeg mest til sjov, men som jeg tidligere har nævnt, har jeg også brugt det til infosøgning, og til at genopfriske hukommelsen omkring musik fra ens unge dage - utroligt, hvad der er lavet optagelser af! Det var fx. også sjovt at kunne se Outlandish, da de spillede til vores indvielse af Kulturhuset i Vollsmose, for jeg havde den dag ikke tid til at se hele koncerten.

MySpace kender jeg fra ungerne, der 'bor der', men bruger den også selv en gang imellem - har dog ingen side. Det var bl.a. her, jeg fandt lokale bands til indvielsen af kulturhuset.

Ellers må jeg indrømme, der går al for meget tid med Facebook. Det holder ikke i længden, og man får faktisk heller ikke så meget ud af det, men lidt forfalden bliver man altså. Jeg synes, det har været sjov at finde gamle studiekammerater og klassekammerater. Fx. at se billeder fra dengang, man gik i 7. klasse. Skal man bruge det til professionel pr kræver det en særlig indsats og energi. Et eksempel er Liv Mørk, der har bygget et helt forløb op om hendes nye krimi, ja, hun harjo en identitet, der bl.a. er skabt via cyberspace. Skal vi gøre det samme i biblioteket, skal vi ikke prøve at lave en nyhjemmeside, men lade en opfindsom person køre noget sjovt, der rykker - har ikke lige idéen.

Kort sagt, jeg hænger stadig på med de 23ting, men er dog også glad for, at det hele ikke var nyt, for så har man da godt nok travlt! Jeg synes, det kniber med at få skrevet de problemer ned, der har været undervejs - eller de gode ting - så der har ikke været så meget ping-pong med eksperterne. Men det er jo min egen skyld!

PS Buddingen blev god, men var lidt fromageagtig og ikke helt ulækker nok til at opfylde nostalgien!

fredag den 24. oktober 2008

Budding

Så er det weekend, og hvad gør man, når man har lovet sin nostalgiske lillebror budding, som vor mor lavede den??? Man går på nettet og finder Budding.dk, De Royale Danske Buddingentusiasters fantastiske hjemmeside!
Efter at have besøgt denne hjemmeside, står man kun tilbage med ét problem: Skal man forsøge sig med den klassiske (køb et pulver) eller med en trefarvet, dergiver mindelser om en trefarvet is ved Halloweentid, en med amaretto og makroner eller noget helt tredje?

Besøg hjemmesiden, der er næsten lige så fantastisk som den for hindbærentusiaster (kan jeg skrive om en anden gang).

http://www.budding.dk

Bemærk dagens tekstfarve, der sikkert er ulæselig!

søndag den 19. oktober 2008

Flickr

Så nåede jeg også at lege lidt med Flickr, selv om jeg har snydt og ikke taget 'touren' - det er jeg nogle gange for utålmodig til. Jeg har fået lavet forbindelse direkte fra Flickr til bloggen, så jeg kan lægge billeder direkte på bloggen fra Flickr. Smart!
Det er ganske vist ikke et billede, jeg selv har taget, og jeg synes faktisk, det er forkert, at jeg på denne måde kan hugge billeder fra andre. Et er, at man kan se dem. Jeg kan ikke huske, hvem der får copyrighten, når et billede bliver lagt på Flickr, Facebook etc.,er der ikke en frisk, ung bibliotekar, der kan lave sådan en oversigt? Et er, hvad man kan, noget andet, hvad man må. Nå ja, jeg ved godt, det måske netop var sådanne nogle ting, vi selv skulle finde ud af via 23ting, men der er altså grænser for, hvad man kan nå.
Ang. det der med at afprøve nogle links, tage 'touren', så har jeg et ambivalent forhold til det. Nogle gange synes jeg, det er sjovt og fint, andre gange gider jeg ikke, da jeg ofte føler, jeg ikke får det store overblik. Og det, man i virkeligheden har brug for, er tit en lille skridt for skridt vejledning til netop det, der driller.

I dette tilfælde med connection Flickr-Blogger gik det nærmest af sig selv, men jeg kunne godt forestille mig, at kolleger, der ikke færdes så meget på nettet, ville have svært ved at få hul på opgaven uden lidt starthjælp - for hvor skal man begynde!!???

VerdensMindsteBog


VerdensMindsteBog
Originally uploaded by toronto07_sbci
Dette billede er fra min studietur til Toronto i 2007. Vi så verdens mindste bog. Som I kan se, skulle der et forstørrelsesglas til, for bogen er en lille sort prik, der næppe kan ses på billedet.
Der var tekst i bogen, vist nok også billeder.

Det var i det hele taget sjovt at se, at ganske almindelige folkebiblioteksfilialer havde særsamlinger: børnebøger, Sherlock Holmes etc. For en sektion 2'er som jeg mindede de tom forskningsbiblioteksverdenen i Danmark.

torsdag den 16. oktober 2008

Check denne blog ud!

Se lige de skønne bibliotekar-broderier på denne blog http://aliciapolicia.blogspot.com/, det er vist den 30. august, indlægget er sat på... (har ikke fundet ud af at linke direkte til et indlæg...)



Fandt måske ud af det: http://aliciapolicia.blogspot.com/2008/08/what-i-did-on-my-summer-vacation-part.html

Alle kneb gælder...



Kunne ikke finde ud af at få en tæller på bloggen, så jeg kan se, om der er andre end Nina, der ser den (tak for respons, Nina). Her virker jo lidt tomt, men nu har vi jo lært på et udmærket morgenmøde, at en godt besøgt blog kan handle om dagligdags ting som strikkeopskrifter, bagning og dyr. Af tre onder vælger jeg i dag det med dyr, og lægger et billede af min snart forvoksne killing op. Der er ellers nok af blogs og hjemmesider omkring katte, ja, for nogle måneder siden ville jeg nok have sagt, der var for mange. Men nu prøver vi knebet igen - viser et billede eller to af den ultimative kat, Fellini, som har indtaget vores hjem. Stuen er indtaget af de mest underlige ting, sådan en kat ikke kan undvære: lange rør til at fare igennem, kulørte plastikbolde, mus i alskens afskygninger og sidst, men ikke mindst en rædsel af et stativ, indkøbt IRL i Harald Nyborg, med plys, tovværk og flere etager. Det er blevet yndlingsmøblet, og kan ikke fjernes, selv om det ikke helt passer til decoren.
KOmmer også lige med en bageopskrift - kan kun en: man tager noget mel og sukker og to æg, blander det i foodprocessoren, hælder en skive smeltet smør i og lidt bagepulver. Deri hælder man en masse æblestykker (eller anden frugt), hælder det i en tærteform el.l. og bager det i 40 min. Strø gerne lidt kanel og mandler over. Den lykkes ikke hver gang, men næsten!




tirsdag den 14. oktober 2008

Hænger stadig på i 23ting....

Jeg følger stadig nogenlunde med, selv om jeg har haft travlt med så meget andet de sidste uger. Jeg har optaget video med mit kamera - skrækkelig kvalitet - og det bliver stykket op i flere små. Men måske man for øvelsens skyld skulle lægge det på YouTube, der ligger så meget andet bras i forvejen.
Jeg er også ved at organisere mine fotos. Jeg synes, at man bruger mindst lige så meget tid på digitalbilleder, som på de gammeldags. De skal overføres, redigeres lidt (får jeg nu sjældent gjort), sorteres, organiseres - og så skal der brændes cd'er. Jeg er lige så langt bagud med det, som med mine papirbilleder, hvor jeg stadig har flere års billeder liggende i kasser. Det samme problem med video, hvor jeg ikke har nået at overføre til VHS, inden det pågældende kamera gik i stykker eller formatet blev forældet. Var jeg helt vild med at lege med den slags, fandt man jo nok tiden, men sådan står det altså ikke til her. Beundrer de mennesker, der får lavet et flot show af deres billeder to dage efter, de er kommet hjem fra ferie eller studietur, på Picasa eller et andet sted, hvor vi andre kan få glæde af det.
Kommer også til at tænke på en projektassistent, der hver gang, vi havde haft en arbejdsuge, hvor vi mødtes fra flere lande, samlede alle vores fotos samt referater og bilag, brændte en cd til os hver, så vi på afrejsedagen fik en stukket i hånden 'med det hele'. Ofte med en smuk etiket på. Både et overskueligt arbejdsredskab samt et godt minde om seminaret. Behøver jeg at fortælle, at slutrapporten også kom på DVD med video! Og hun havde næppe rørt en computer før vi begyndte på projektet.
Kort sagt, det handler nok om dovenskab og ikke manglende teknisk kunnen. Eller overspringshandlinger, som fx at skrive i bloggen....

Bye bye skal hen og ordne pics....

mandag den 6. oktober 2008

Er hun ikke køn?


Er bare så glad for min bette notebook. Den kan være i dametasken, men skærm og tastatur er store nok til dagligt brug. Jeg er spændt på, om jeg så slipper for at slæbe rundt på diverse mapper og papirer. Det er ikke sikkert....

Jeg havde en gang en lille PDA, en Revo, som havde rigtigt tastatur og en lille skærm, en mini-mini-laptop med kalender, Word osv. Den var faktisk ok, når man skulle skrive et mødereferat, men tastaturet var noget småtteri, så til skrivebrug var den ikke i top. Jeg måtte opgive den, da jeg blev ansat i Odense Kommune (Notes etc.), og det var jeg nu ked af, for den var rigtig nem at arbejde med og driftssikker.

Hmmm... hvad var det nu, ugens opgave var i 23ting??!!! Det må blive senere på aftenen. Jeg håber, det er noget, jeg har prøvet.



lørdag den 4. oktober 2008

Det var en lørdag aften....

Har øvet mig lidt på YouTube, men har ikke lagt min nyeste kultfilm derind! Jeg har også været på arbejde flere timer i dag, selv om det var noget med at holde oplæg. Det var trods alt arbejde, og der gik en halv lørdag med det. Nåede dog at bruge nogle penge oppe i byen inden da! Købte endda en bog, hvilket en bibliotekar jo ikke burde gøre. Vi ved ingenting, men ved, hvor vi kan slå det op. Vi har ingen bøger, men låner dem på bibliktoeket. Eller hvad?
Fik også læst en bog færdig i dag - Oh, Romeo - som jeg læste for anden gang.

Ellers er ugen bl.a. gået med at have ansættelsessamtaler til vores nye bogstart-projekt. Det bliver spændende. Vi skal ud at stemme dørklokker i Vollsmose hos familier med småbørn, o-3 år. De får en bogpakke, samtidig med, vi vil snakke med dem om vigtigheden af at snakke, synge og læse med sit lille barn. Der skal samarbejdes med mange aktører i Vollsmose. Det er et landsdækkende projekt, vi er med i, støttet af Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Så er det fjernsynstid!

onsdag den 1. oktober 2008

YouTube

Ugens spørgsmål: hvad kan man bruge YouTube til i sit arbejde!? Man kan øve sig i at lave og distribuere små, nyttige biblioteksvideoer. Det kræver tid. Helt grundlæggende skal man kunne hjælpe lånerne med at bruge det, og man kan faktisk også bruge det til søgeværktøj. Jeg har af og til fundet svar på YouTube omkring musik mv. Lidt en bagvej, men det er jo tit dem, der spændende. Ikke altid sjovt bare at google og få svaret i første hug.
Markedsføring. Når folk herude i Vollsmose søger på fx. Vollsmose, må de da gerne lande på vores præesentationsfilm, altså OC's. Må hellere checke, om man gør det. Man kunne også lægge små sjove videoer på hjemmesiden, eller seriøse, fx. optagelser fra et spændende arrangement. Man kan lave et helt web.universitet på den måde.
YouTube kan også bruges, når man skal aktivere ungerne og give dem lidt informationskompetence. Så må man lige glemme, de sikkert er bedre end en selv. Men det opdager de ikke, når man har gennemgået 23ting-forløbet *GGGGG* Kan da huske, min egen dreng i sin tid lavede sjove videoer bare ved hjælp af webcam.
Jeg var engang på et storytellingskursus i Sverige, hvor de i vid udstrækning har brugt at lade socialt udsatte lave deres egen videofilm. På få dage fik de optaget, lærte at redigere etc., og så uploadede de filmene - ikek kun til YouTube, der ikke var in dengang, men til nogle communities på nettet, hvor der efterhånden lå nogle rigtige spændende film.
På datastuen arbejdede vi også med video. Det var lidt bøvlet dengang, for vi var med lige fra det hele var analogt - og med store kameraer, særligt udstyr for at få det lagt på computeren og svære redigeringsprogrammer osv. Men sjovt var det.
Det hele er teknisk set blevet meget nemmere, men så får man også alt det slam med, som findes på YouTube - I guder!

fredag den 26. september 2008

Fredag - i gang med YouTube

Det er ikke fordi, der er så meget gang i denne blog. Måske er der nogen, der læser den, men som ikke kommenterer - sådan gør jeg jo som regel også selv!

Næste uges opgave er YouTube, som jeg kender ret godt. Som bruger. Kan også lave en simpel film med mit kamera (se gysereksemplet down under) og lægge op. Den egentlige udfordring ligger vel i at lave en kreativ video, som mange gider se??!! Det bliver ikke lige her i weekenden.....

Prøvede at lægge en video op på Facebook - en video, som jeg faktisk har været med til at lave, hvilket ses af dogmeprincippet - men den var for lang.

Ellers kører det deruda' med at løse opgaverne i 23ting. Der er stadig mange ting, jeg undrer mig over, men det er ting, jeg som regel glemmer dagen efter. Men det kunne være rart at sidde sammen med nogle andre en gang imellem, så man kunne få et svar, når problemerne dukkede op. I dag skulle jeg fx. ikke bruge password, når jeg loggede på, og jeg har været SÅ omhyggelig med ikke at sætte flueben, da jeg ikke er interesseret i, at dyret selv husker det.

Ønsker mig iøvrigt en mini-laptop til dametasken...

lørdag den 20. september 2008

Lørdag aften...

Der er efterhånden lidt at passe med 23ting! Men jeg er stadig med, ja, faktisk foran, for jeg har brugt en del tid på Facebook, og den har faktisk ikke været ugens opgave endnu!!!???? Hmmmm...
Det er kun småting, der driller, og de er lidt svære at beskrive - alt i alt kører det. Jeg troede, jeg havde fået uploaded en video, men det havde jeg åbenbart ikke.

Ellers er dagen gået med at stå lidt i vejen i udlånet på Vollsmose Bibliotek. Humlehaveskolen havde tre hold lærere på besøg i vores Læringscenter - de havde pædagogisk dag. Nogle af ungerne syntes, det var sjovt, at deres lærere sad på skolebænken hos os *S*
Derefter gik turen til Dalum Bibliotek, der holdt indvielsesreception. De har fået et rigtig dejligt bibliotek ud af det gamle rådhus. Lyst, venligt og med Dorthe Andersens karakteristiske farver. Det er hende, der også har indrettet vores nye bibliotek og kulturhus.

onsdag den 17. september 2008

Det, der burde være let, driller...

Er nogenlunde med m.h.t. 'hjemmearbejdet' i 23ting, men google-docs driller, og jeg har ellers brugt det før. Kan også nu, men kan ikke finde det fælles dokument, deltagerlisten. Den dukker nok op!

Fjæsbogen tager en del tid, for det vælter ind med venner og veninder. En enkelt er endda blevet forlovet. Det er sjovt at få kontakt til nogle, man ikke har set længe, men jeg har endnu ikke fundet nogen, der har været helt væk og borte.

Jeg har stadig store problemer med Google. Den går ned, hvis jeg åbner mere end én fane, noget der ikke plejer at drille. Jeg troede, jeg havde fundet fjenden, et opdateringsprogram, der brugte al ram'en, men det lader ikke til at hjælpe, at jeg har fjernet det.

Google docs kan jeg ellers godt se nytten af. Når vi skal til at give virtuel lektiehjælp bliver det på en platform, der er udviklet fra Docs. Så er det rart at være hjemme i det. Derudover kan det også være nyttigt, når vi sidder og roder med samme dokument og afstandene er store. At dele et dokument kan vi nu også i vores kommunale system, Notes, der virker lidt gammeldags, men faktisk har mange muligheder.

Overblikket over diverse Google-features osv. synes jeg stadig, jeg mangler, men nok fordi, jeg er vant til at tænke som underviser, hvor man skal have det forkromede. Det behøver man ikke som bruger, og hidtil er det da gået godt med at cykle rundt i det ene og det andet. At det er et kursus gør, at man får det gjort nogenlunde sammenhængende, ellers er det svært at finde tiden til at lege, trods kommunens nye vision og slogan: At lege er at leve!

søndag den 14. september 2008

Søndag aften....

Har ikke lavet ugens opgave, men brugt en masse tid inde på Fjæsbogen, hvor der dukkede en masse venner op, herunder en virtuel!

Jeg har ikke fundet nogle fra gymnasietiden, men det er efterhånden også længe siden. Derimod nogle stykker fra bib-skolen, fra den berømte årgang 1979, Sektion II. Det var tider. Burde søge på kollegierne også. Hørhus-kollegiet havde en gang en hjemmeside, dvs. 7. etage havde lavet en nostalgisk, men da jeg boede på 8. var det så godt som min egen.


Har chattet med min søn på Messenger. Lidt underligt, når vi nu sad en meter fra hinanden, men så fik man da kontakt trods ørebøfferne.


Prøvede at 'turbanizere', inspireret af Mogens (og for at komme ham i forekøbet m.h.t. mig selv), men hjemmesiden var ikke tilgængelig. Nok lukket af D.S.F. (Dansk Sikhforbund). Prøvede så at se mig selv som jeg ville have set ud i 50'erne og frem til i dag, men det viste sig, at ikke hele bogen blev gemt, så jeg fik kun ét billede ud af besværet, øv. Det er vist fra 90'erne....hmmm. Første gang, jeg har pandehår, og blondine har jeg ikke været siden 60'erne.Sitet hed yearbookyourself.com Laver Mogens turban på mig, ved jeg, hvordan jeg skal hævne mig :-)




lørdag den 13. september 2008

Fellini


Glemte lige opfordringen til at vise et billede af vores killing, Fellini. Jeg er ellers mest til hunde, men sønnen har plaget længe for at få en kat, og da den er nemmere at passe end en hund, så blev det altså til denne lodne sag. Det er en meget sød kat, der endnu ikke har raseret hjemmet. Pelsen er silkeblød og plysset, og jeg tror, det bliver en stor Garfield-lignende kat med runde kinder.


Juhu - har fået en ny kommentar

Der er en kollega, der har set min blog! Endda med et ønske om at se et foto af min kat. Det er jo lige det, jeg har ventet på.
Det er rigtigt, hvad Ann-Berit skriver, at der er mange nye blogge, man bør følge med i - samt kommentere. Jeg synes, jeg er flink til at komme forbi de fleste, men indrømmer, at det kniber med at kommentere. Det kniber også med at skrive om 'ugens lektie'. Jeg bøvler stadig med, at Google går ned, hvis jeg har gang i mere end én ting, fx. både bloggen og en almindelig søgning. Noget af det, jeg ellers gerne vil nå frem til, er at få et større overblik over sammenhængen mellem de forskellige Google-services. Nogle gange kan man hoppe fra det ene til det andet, når man færst er logget ind. Andre gange skal man logge ind igen, og også skrive de kryptiske billedord, der skulle give en øget sikkerhed. Ja, det har jeg ikke fundet logik i endnu, men det kommer vel hen ad vejen. Der er også stor forskel på, om jeg bruger min laptop eller min stationære - forskellige google-udgaver.

fredag den 12. september 2008

Idé

Kunne man ikke lave en pluspakke til 23ting? Der dukker nok nogle ting op, vi synes, vi også gerne vil lære, og kunne der så ikke laves et forum, hvor de ideer stod, men gerne så der blev præsenteret en hver uge med lidt igang-hjælp til? Jeg forventer ikke, at der skal stå hjælpere til rådighed, så begynder det jo at koste, men på det tidspunkt skulle vi jo gerne kunne klare os selv og hjælpe hinanden på nettet.

jeg synes e-boks kan drille, selv om jeg har en af slagsen. Twitter kunne være en anden ting

Det går lidt sløvt

Ikke meget ved at lave blog, når ingen læser/kommenterer den *snøft* Der mangler sikkert den der sensation....
Bortset fra det, så går det godt med 23Ting - har fået lavet alle 'lektierne', men nu er det jo også snart weekend, og noget nyt skal i gang.
Rendte ind i Harry Potter-ungerne i går i Eventyrhaven - herligt! Men jeg var lidt beklemt ved en enøjet, skummel fyr, som måske var en del af event'en, måske ikke. Andre (kolleger) kunne genkendes trods udklædningen, og godt så de ud. Må forbi Flakhaven i eftermiddag.


onsdag den 10. september 2008

Harry Potter

Jeg sidder lidt og ærgrer mig over, jeg ikke længere har børn i Harry-Potter-alderen, for hvor er det en fed festival, vores kolleger har fået stablet på benene! Sådan noget var der ikke, da min den yngste blev Harry-Potter-fan. Man kunne heller ikke købe koste mv., og det måtte jeg så selv producere, trods mine manglende kreative evner. Det blev nu helt flot, kostumet, selv om slaget tidligere havde været et Dracula-slag. Hatten hev en bekendt med hjem fra Prag. I forvejen havde ungen det rigtige hår, runde briller og et ar i panden, så ligheden var ret stor.

Jeg tror nu, jeg slår et slag ind over Flakki (Flakhaven på fynsk) fredag eftermiddag og ser på boderne - også uden barn!

http://odensebib.dk/sitecore/content/home/web/harrypotter.aspx

Idé til 'gulvøvelser' på næste personaleseminar?

Det er moderne at inddrage kroppen i kompetencudviklingen....



søndag den 7. september 2008

Biblog hvor går det godt....

Jeg må hellere blogge lidt, mens tid er, for i morgen skal vi jo i gang med noget nyt i 23Ting.

Ind til videre har jeg bare blogget deruda' - det er vel også meningen, når vi nu er Ting-studerende, men jeg har alligevel et ambivalent forhold til blogs, private hjemmeside, Facebook og den slags. på den ene side er det hyggeligt og også nogle gange givende, men som regel er det jo en gang snik-snak, som man aldrig ville ofre et stykke papir på! Jeg føler, jeg burde bruge bloggen til noget fornuftigt: lave reklame for Vollsmose Bibliotek, men det kan Mogens, Bente og Marie jo sørge for. Jeg kan nu nok heller ikke lade være, men der sker så meget, så man kunne spamme sin egen blog op til flere gange om dagen. Så den side af sagen bliver nok lidt tilfældig. Jeg har også min "følg-byggeriet-dagbog" på vores hjemmeside.

Man laver vel ikke en blog, hvis man ikke er interesseret i, at folk læser den og kommenterer den? Hvad skal der så til, for at folk gør det? Er det pressens kriterier omkring:
  • Aktualitet
  • Sensation
  • Identifikation
  • Konflikt
  • Væsentlighed

Identifikation tror jeg, er et væsentligt kriterium for en god blog. Man vil gerne 'lure' lidt i andres tanker og liv, eller bare lære dem at kende. En blog skal være lidt personlig, synes jeg. Mange blogs er efterhånden den rene branding eller PR, og det er også ok, bare man kan se det.

Gode blogs er også dem, der giver ny viden, men igen: gerne på en personlig måde. Altså en faglig blog af en art.

Sensationer har jeg ingen af, det ville sikkert give et godt læsertal. Lige sådan med konflikter.

Ligesom mange journalister skriver for at føre sig frem blandt kollegerne, den evige interne konkurrence for at få Cavlingprisen, for at positionere sig etc., så tror jeg også, mange bloggere har tendens til det i det små. Da jeg skrev bacheloropgave om chat for flere år siden, var det i hvert fald en meget tydelig tendens. Man brugte udtrykket "Konge af chatten", og det var den person, der 'kørte' chatten, optrådte og førte sig og var den sjoveste, mest bidende, den hurtige etc. (Det var offentlig chat). En slags chattens stand-up'er.

Jeg blogger fortsat derudaf, ind til sensationen dukker op!

fredag den 5. september 2008

Twitter

Prøv lige at check Twitter ud. Hvis jeg har gjort det rigtigt, er overskriften et link.

Det er sådan en mikroblog, hvorman kan se, hvad ens venner laver - hvis de altså taster det ind! Hvem pokker har tid til det??!! "Nu er jeg i udlånet" "Nu er jeg i depotet" "Nu er jeg i biografen" " Nu blogger jeg" "Nu drikker jeg kaffe" osv. Ja, jeg ved godt, nogle gør det samme med mobilos, men alligevel.

Internettet giver et indblik ud i den store verden, men er samtidig et kig ind i dagligstuen, hvor vi udstiller os selv. Sygt? Ja, nogle gange, men vel også sjovt. At læse en roman er vel også at leve sig ind i andres liv. Internettet er ofte ren trivi, men ikke altid fiktion.

Hvis nogle er i tvivl lige nu, så øver jeg mig i at blogge, og jeg ser Sliding Doors samtidig, og burde gå i seng, så I slipper for mere vrøvl.

Hmmmm....

De videoer var lidt pinlige. Jeg tror ikke, det hele kom med. Godt, jeg fik skrevet "Test" i overskriften. Men det var nemt nok at få dem lagt ind.
De var fra vores udflugt med ungerne til Danfoss Universe. En rigtig god dag, hvor de opførte sig som engle. Jeg tror, vi havde omkring 30 børn med fra Lektiecaféen og læseklubberne. De opførte sig som engle, og jeg voksede en del, da cafédamen spurgte, hvilken skole de velopdragne børn kom fra, og jeg så kunne svare Vollsmose bibliotek.

Test2

Håber, dette er lige så imponerende! Jeg kan jo lave en gættekonkurrence: Hvem sidder der bag gravkoen?

Test!

Imponerende, hvis jeg selv skal sige det!

Stadig ting 2, chat

Ja, det kniber med at få gang i tjatteletten på Messenger, for det kræver jo, jeg får lagt nogle venner ind, der gider snakke, men jeg er så småt begyndt. Det er faktisk en anden måde at tænke tjat på end det, jeg er vant til, hvor man måske netop starter med at snakke med nogle, man ikke kender (endnu), hvor man måske vælger at være anonym etc. Dette med at smide sit navn, foto mv. ud i cyberspace skal man faktisk være lidt varsom med. Man skal vide, hvad man gør, og ikke skrive noget, der ikke tåler dagens lys.
Vi talte lidt om det ved 23Ting-startmødet. Det er da rigtigt, at man selv kan styre, hvem der må læse hvad på Facebook etc., men nogle gange er tingene mere åbne, end man tror, og jeg tænker ikke på hackere og den slags. Fx. oplevede jeg engang, at man kunne se nogle lukkede sider på et firmas hjemmeside. Der var ganske vist ikke linket til dem på selve hjemmesiden, men via google kunne man søge og finde alle medarbejdernes fotos, private adresser og telefon numre, og det havde ikke været meningen - det skulle have fungeret som et lukket intranet.
Vi havde selv samme problem med vore OC-blog, der skulle bruges internt, og pludselig var der en journalist (så vidt jeg husker), der blandede sig i en intern debat. Som regel gør det jo ikke noget, men jeg skriver i hvert fald anderledes, hvis jeg ved, det kun er kolleger, der skal læse om fx. et kursus, end hvis jeg ved, det halve af verden kan kigge med.

Nogle gange er folk også utroligt kreative med hensyn til at finde oplysninger om folk, hvis de virkelig vil. Det gælder ikke kun skumle mænd, der vil udnytte børn, det kan såmænd også være mere uskyldigt. Nå, dette ikke for at skræmme folk væk fra nettet, det er jeg den sidste, der vil, men man skal bare tænke sig om.

Dorrit dot.com

onsdag den 3. september 2008

Tak for indlæggene

Det er rigtig hyggeligt at få svar på sine indlæg - tak for det!
Ja, jeg er en gammel edb-rotte - tihi - men så gammel, at jeg har det med edb, undskyld, IT, som med 70'ertøj: Når det er tredje gang, det er moderne, så er man gammel!

IT-udviklingen går stærkt på nogle områder og knap så stærkt på andre. Jeg har ikke undervist i IT i flere år, så jeg er meget ydmyg m.h.t. at lære nyt, men bliver samtidig også ret nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor jeg stod poå datastuen og 'bildte' folk ind, at internet ville blive det helt store og revolutionære verden. Det blev det, men jeg var jo ikke helt sikker. Jeg snakked eogså om rengøringsrobotter, der snart ville komme, og hvad er det blevet til? En støvsuger, der kan køre selv. På det område er jeg skuffet.

Jeg er også skuffet m.h.t. brugervenligheden i mange programmer, og jeg synes, det er flot, når folk, der ikke har beskæftiget sig så meget med internettets velsignelser kan nå at følge med i 23 ting. Jeg kan ikke, men jeg vil prøve at hænge på og få udført hver enkelt ting, og så gemme den sidste finish til senere. Jeg tror, det er vigtigt at følge med fra starten. Som få mennesker vil vide, har jeg også fået kat, og har derfor også travlt med dyret, når jeg kommer hjem. Men..... jeg har lovet mig selv, at dette ikke bliver en katte-blog, dem findes der nok af. Måske et enkelt billede sniger sig ind af Fellini, det kan nok ikke undgås, men jeg lover at prøve at styre mig.

Måske skal vi lave et lokalt Vollsmose-23Ting-team, så vi kan lave lidt sammen - selvfølgelig efter arbejdstid :-) Eller vi kan drille dem i Læringscentret og invadere det og spørge dumt, til de løber skrigende væk?

Slut for nu - jeg vil kigge lidt i de andre blogs.

Dorrit

mandag den 1. september 2008

Dag 2 B - ting 3:chat

Det har sådan cirka taget hele eftermiddagen samt aften at få downloadet Windows Live serien, og det lykkedes ikke med selve Messenger, nok fordi der lå en gammel Messenger på maskinen. Men nu kører der et eller andet, der ser ud til at fungere. Har bare ikke fundet nogle venner at chatte med *suk*. Er gammel chatter, men er ikke vant til at bruge Messenger, men nogle lettere chatprogrammer. Så fortvivl ikke, hvis I synes, dette er bøvlet!
I gamle dage var det rigtig besværligt at bevæge sig rundt i cyberspace. Jeg kan huske, da der ikke var søgemaskiner, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad vi så gjorde! Måske vi bare tastede en adresse ind, vi havde opsnappet et sted, og så surfede vi videre derfra, dvs. via de links til andre hjemmesider, der var på den pågældende side!!?? Og det tog flere minutter at få åbnet en hjemmeside. Jo, det var tider.
Chat blev nemt, da der dukkede sider op som Forum.dk. Chat fik et dårligt ry, da det også blev benyttet til ikke altid stuerene samtaler, men det var en sport, der greb mange, og præster, psykologer og andre rådgivere benyttede sig af, at folk hurtigt åbnede deres hjerte på chatten. Det er både chattens styrke og faldgrube.

Så er det go'nat-tid og jeg vil endnu engang forsøge at tagge rigtigt! Det ser ikke ud til at ville lykkes!

Dorrit

Dag 2

Dette er så dag to, og jeg har ikke nået en snus! Jo, jeg har opdaget, jeg har tagget forkert, så lidt har jeg da lært.
Fortryder lidt, jeg alligevel ikke valgt "HotLibs" som blognavn, der er for mange Dorrit'er især de små - Little Dorrit. Ganske vist er jeg opkaldt efter dette efternavn, som mine forældre troede, var et fornavn, da romanen optrådte i en kryds-og-tværs, men alligevel...

Nu vil jeg se, om jeg kan sætte flere tags på, uden at det bliver opfattet som én.

Hilsen
Dorrit

søndag den 31. august 2008

Dag 1

Velkommen til min blog, der vist nok er blevet oprettet!

Dette er første indlæg og første dag i "23 ting", som jeg synes, er en rigtig god måde at lære på - leg med kyndig vejledning, når legen bliver til alvor og blodtrykket stiger.

Teknikken virkede, men det sværeste var at finde på et navn til sin blog. Hvad skal navnet signalere? Skal det give mange hit? Skal det vise, det er en 23 ting-ting eller en biblioteks-ting? Skal man være lidt international eller hvad? Jo, der er mange overvejelser at gøre sig. Jeg fandt "bibblog" enkelt og passende men det er der 400 andre, der også har gjort. "Hotlibs" ville nok give mange besøg, men jeg ville også blive mobbet af kollegerne, så det endte med Dorrit dot blog, da Dot er et af mine gamle chatnavne fra oldingetiden.

Jeg har boet i cyberspace en gang, men det er snart længe siden, og jeg mente, en opdatering var påkrævet, så jeg meldte mig til anden omgang af "23 ting". Heldigvis kommer der nye ting hele tiden, og heldigvis går det alligevel ikke hurtigere, end at gammel viden stadig kan bruges.

Jeg glæder mig til at være med og håber, tiden rækker.

Hilsen Dorrit
Vollsmose