søndag den 7. september 2008

Biblog hvor går det godt....

Jeg må hellere blogge lidt, mens tid er, for i morgen skal vi jo i gang med noget nyt i 23Ting.

Ind til videre har jeg bare blogget deruda' - det er vel også meningen, når vi nu er Ting-studerende, men jeg har alligevel et ambivalent forhold til blogs, private hjemmeside, Facebook og den slags. på den ene side er det hyggeligt og også nogle gange givende, men som regel er det jo en gang snik-snak, som man aldrig ville ofre et stykke papir på! Jeg føler, jeg burde bruge bloggen til noget fornuftigt: lave reklame for Vollsmose Bibliotek, men det kan Mogens, Bente og Marie jo sørge for. Jeg kan nu nok heller ikke lade være, men der sker så meget, så man kunne spamme sin egen blog op til flere gange om dagen. Så den side af sagen bliver nok lidt tilfældig. Jeg har også min "følg-byggeriet-dagbog" på vores hjemmeside.

Man laver vel ikke en blog, hvis man ikke er interesseret i, at folk læser den og kommenterer den? Hvad skal der så til, for at folk gør det? Er det pressens kriterier omkring:
  • Aktualitet
  • Sensation
  • Identifikation
  • Konflikt
  • Væsentlighed

Identifikation tror jeg, er et væsentligt kriterium for en god blog. Man vil gerne 'lure' lidt i andres tanker og liv, eller bare lære dem at kende. En blog skal være lidt personlig, synes jeg. Mange blogs er efterhånden den rene branding eller PR, og det er også ok, bare man kan se det.

Gode blogs er også dem, der giver ny viden, men igen: gerne på en personlig måde. Altså en faglig blog af en art.

Sensationer har jeg ingen af, det ville sikkert give et godt læsertal. Lige sådan med konflikter.

Ligesom mange journalister skriver for at føre sig frem blandt kollegerne, den evige interne konkurrence for at få Cavlingprisen, for at positionere sig etc., så tror jeg også, mange bloggere har tendens til det i det små. Da jeg skrev bacheloropgave om chat for flere år siden, var det i hvert fald en meget tydelig tendens. Man brugte udtrykket "Konge af chatten", og det var den person, der 'kørte' chatten, optrådte og førte sig og var den sjoveste, mest bidende, den hurtige etc. (Det var offentlig chat). En slags chattens stand-up'er.

Jeg blogger fortsat derudaf, ind til sensationen dukker op!

Ingen kommentarer: