"Klassen"

"Klassen" er en spændende film, som er et must, hvis man er lærer, pædagog, arbejder med flere kulturer, interesserer sig for undervisning - eller bare er frankofil! Den virker som en dokumentar, men er baseret på en bog, skrevet af den mand, der spiller sig selv i filmen, Marin. De unge er så vidt jeg har forstået amatører samlet fra flere forskellige skoler. Men de spiller, såman skulle tro, de bare 'var sig selv' - og replikkerne virker ikke som udenadslære.

Marin er ny lærer på et fransk gymnasium i en fattig bydel med overvægt af indvandrere. Klassen svarer aldersmæssigt til en dansk 9. klasse. Marin har sine problemer med klassen, der ikke er særligt motiveret for at lære noget som helst - de fleste i klassen er umiddelbart uden for pædagogisk rækkevidde.

Nu er det allerede over en uge siden, jeg har set filmen, så den er ikke helt present. Ilfg. nogle anmeldelser står Marin for en anderledes pædagogik end hans desillusionerede kolleger. Bl. a. bruger han den sokratiske dialog. Det er også rigtigt. Men jeg havde nogle gange fornemmelsen af, at det han sagde og gjorde ikke var optimalt - at en dansk lærer ville have grebet chancen nogle flere gange, hvor eleverne lagde op til en selvstændig mening. Det skyldes måske, at man ikke skal bedømme Marin ud fra en dansk pædagogisk tilgang, men ud fra franske traditioner. Eller også kan man mene, at filmen netop blev så ægte, fordi manden havde de bedste intentioner, og ind imellem lykkedes det bare ikke. De unge pressede ham til det yderste, en fornemmelse, man garanteret kender som lærer, men også som socialarbejder - og ja - bibliotekar i Vollsmose.

Filmen lægger op til mange gode diskussioner: skal man lægge distance til sine elever, eller skal man være ven med dem? Skal man stå fast ved et højt fagligt niveau i troen på, de kan og at det åbner deres øjne, eller skal man gøre noget helt andet? Skal man være demokratisk eller bruge sinmagt som lærer? Hvor langt skal man gå, når man selv har trådt i spinaten?

Filmen kan lyde kedelig - den er lang, og foregår 'mellem væggene' i en klasse (samt i et dødsygt lærerværelse) - men den er fascinerende!

Se den, før din elev!

Stormland

Jeg har lovet nogle nogle af mine Facebookvenner at anbefale nogle gode bøger - som en rigtig bibliotekar! Men jeg må tilstå, det ikke bliver til så meget med læsning af skønlitteratur mere. Hvad det skyldes, ved jeg ikke, men det bliver i hvert fald ikke til flere bøger om ugen, som i ens unge dage. Jeg synes også, bøger har sværere ved at fange mig, men måske er jeg bare blevet fanget af det moderne underholdningssamfund, som Bøddi hader!?

Bøddi er hovedpersonen i Hallgrimur Helgasons islandske roman: "Stormland", der er skrevet i 2005, inden der var noget, der hed finanskrise. Bogen kom på dansk i 2007. Det er en ordentlig basse, men den holdt mig fanget fra første til sidste side.

Bøddi er en rigtig kulturpessimist, der mener, det vestlige samfund er gået af lave med sine tv-soaps, burgerbarer og cola og ikke mindst det kommercielle, der gennemsyrer alt i samfundet. For ham er kultur alt fra Grettis saga til Goethe, men ikke ret meget siden da. Bøddi ville nok mene, at det, der sker i dag med finanskrisen, især i Island, er vores egen skyld, og at det islandske folk ligger, som det har redt. Han har en blog, selv om det netop må høre ind under det u-intellketuelle og kulturløse, han hader. I bloggen kritiserer han alt og alle, siden naboer, venner, øvrigheden. Han er skarp, sur, aggressiv og ikke mindst bitter. Han har mistet alt, sit job som gymnasielærer, sin mor, sit hjem - og selv om han er en selvfed og arrig mand, fremstilles han på en måde, så man føler med ham og ikke kan lade være med at synes, at han da også har lidt ret. Da han bliver far, kommer der en anden og mildere side af ham frem, men da han endnu en gang skuffes, er de rkune en vej frem: han rider til Reykjavik på en gammel hest for at skabe revolution, og hvad der sker undervejs og i Reykjavik, vil jeg ikke ind på.

Bogen er både morsom og alvorlig, spændende og kritisk. Sproget er genialt (og den er godt oversat), og jeg fik en stor trang til at se den by, hvor Bøddi bor. Fandt dne på Google Earth, fandt hovedgaden og landevejen osv. Jeg har aldrig været på Island, men har flere gange arbejdet sammen med islændinge, og det er mit indtryk, at bogen giver et rigtig godt indblik i dne islandske dagligkultur, som trods et tv-kiggeri, der ligner det danske, stadig rummer en vildskab og fanden-i-voldskhed.

Jeg kan kun anbefale bogen, der både er morsom og tragisk