torsdag den 22. oktober 2009

Skal der liv i bloggen igen?

Overvejer, om der skal lidt liv i bloggen igen???!!! Hvad siger de to faste læsere :-)

tirsdag den 12. maj 2009

Rabarbermuffins

Jeg beklager, der ikke er megen aktivitet på denne blog, men jeg har haft svært ved at finde linien efter, 23-ting-kurset er stoppet. Men nu vil jeg på utallige opfordringer lægge min opskrift på rabarbermuffins ind.
Rabarber er - bortset fra skvalderkålen - det første spiselige, der titter frem i haven. Vi har kunnet plukke i mindst en måned, men først i wseekenden fik jeg lavet muffins - jeg er ikke den store bager! Her er opskriften:

125 g smør
125 g sukker
2 æg
150 g mel
1 tsk bagepulver
200 g rabarber i små stykker (er det meget sure rabarbere, må de gerne stå i blød i lidt sukker)
- og gerne 50 g smuttede og hakkede mandler
lidt vanille

Smør og sukker piskes sammen. Æggene røres i. Rør mel og bagepulver i og mandlerne samt vanille. Til sidst tilsættes rabarberstykkerne.

Dejen hældes i muffinforme. Jeg har en med tolv små, og det passer.
Bages i 20-25 minutter ved 175 g (varmluft)

Man kan desuden lave lidt rabarberkompot til. Jeg tør slet ikke nævne vanilleis, men det er selvfølgelig suverænt til noget med rabarber.
Til dessert kan man pynte en af disse trendy, aflange tallerkener med en muffin i den ene ende, en kugle vanilleis i midten og en lille 'snaps' rabarbersaft i den anden. Må sige, jeg ikke selv har sådan en tallerken, så det er ren fantasi!

onsdag den 18. februar 2009

"Klassen"



"Klassen" er en spændende film, som er et must, hvis man er lærer, pædagog, arbejder med flere kulturer, interesserer sig for undervisning - eller bare er frankofil! Den virker som en dokumentar, men er baseret på en bog, skrevet af den mand, der spiller sig selv i filmen, Marin. De unge er så vidt jeg har forstået amatører samlet fra flere forskellige skoler. Men de spiller, såman skulle tro, de bare 'var sig selv' - og replikkerne virker ikke som udenadslære.

Marin er ny lærer på et fransk gymnasium i en fattig bydel med overvægt af indvandrere. Klassen svarer aldersmæssigt til en dansk 9. klasse. Marin har sine problemer med klassen, der ikke er særligt motiveret for at lære noget som helst - de fleste i klassen er umiddelbart uden for pædagogisk rækkevidde.


Nu er det allerede over en uge siden, jeg har set filmen, så den er ikke helt present. Ilfg. nogle anmeldelser står Marin for en anderledes pædagogik end hans desillusionerede kolleger. Bl. a. bruger han den sokratiske dialog. Det er også rigtigt. Men jeg havde nogle gange fornemmelsen af, at det han sagde og gjorde ikke var optimalt - at en dansk lærer ville have grebet chancen nogle flere gange, hvor eleverne lagde op til en selvstændig mening. Det skyldes måske, at man ikke skal bedømme Marin ud fra en dansk pædagogisk tilgang, men ud fra franske traditioner. Eller også kan man mene, at filmen netop blev så ægte, fordi manden havde de bedste intentioner, og ind imellem lykkedes det bare ikke. De unge pressede ham til det yderste, en fornemmelse, man garanteret kender som lærer, men også som socialarbejder - og ja - bibliotekar i Vollsmose.
Filmen lægger op til mange gode diskussioner: skal man lægge distance til sine elever, eller skal man være ven med dem? Skal man stå fast ved et højt fagligt niveau i troen på, de kan og at det åbner deres øjne, eller skal man gøre noget helt andet? Skal man være demokratisk eller bruge sinmagt som lærer? Hvor langt skal man gå, når man selv har trådt i spinaten?
Filmen kan lyde kedelig - den er lang, og foregår 'mellem væggene' i en klasse (samt i et dødsygt lærerværelse) - men den er fascinerende!
Se den, før din elev!

søndag den 15. februar 2009

Stormland



Jeg har lovet nogle nogle af mine Facebookvenner at anbefale nogle gode bøger - som en rigtig bibliotekar! Men jeg må tilstå, det ikke bliver til så meget med læsning af skønlitteratur mere. Hvad det skyldes, ved jeg ikke, men det bliver i hvert fald ikke til flere bøger om ugen, som i ens unge dage. Jeg synes også, bøger har sværere ved at fange mig, men måske er jeg bare blevet fanget af det moderne underholdningssamfund, som Bøddi hader!?

Bøddi er hovedpersonen i Hallgrimur Helgasons islandske roman: "Stormland", der er skrevet i 2005, inden der var noget, der hed finanskrise. Bogen kom på dansk i 2007. Det er en ordentlig basse, men den holdt mig fanget fra første til sidste side.

Bøddi er en rigtig kulturpessimist, der mener, det vestlige samfund er gået af lave med sine tv-soaps, burgerbarer og cola og ikke mindst det kommercielle, der gennemsyrer alt i samfundet. For ham er kultur alt fra Grettis saga til Goethe, men ikke ret meget siden da. Bøddi ville nok mene, at det, der sker i dag med finanskrisen, især i Island, er vores egen skyld, og at det islandske folk ligger, som det har redt. Han har en blog, selv om det netop må høre ind under det u-intellketuelle og kulturløse, han hader. I bloggen kritiserer han alt og alle, siden naboer, venner, øvrigheden. Han er skarp, sur, aggressiv og ikke mindst bitter. Han har mistet alt, sit job som gymnasielærer, sin mor, sit hjem - og selv om han er en selvfed og arrig mand, fremstilles han på en måde, så man føler med ham og ikke kan lade være med at synes, at han da også har lidt ret. Da han bliver far, kommer der en anden og mildere side af ham frem, men da han endnu en gang skuffes, er de rkune en vej frem: han rider til Reykjavik på en gammel hest for at skabe revolution, og hvad der sker undervejs og i Reykjavik, vil jeg ikke ind på.

Bogen er både morsom og alvorlig, spændende og kritisk. Sproget er genialt (og den er godt oversat), og jeg fik en stor trang til at se den by, hvor Bøddi bor. Fandt dne på Google Earth, fandt hovedgaden og landevejen osv. Jeg har aldrig været på Island, men har flere gange arbejdet sammen med islændinge, og det er mit indtryk, at bogen giver et rigtig godt indblik i dne islandske dagligkultur, som trods et tv-kiggeri, der ligner det danske, stadig rummer en vildskab og fanden-i-voldskhed.

Jeg kan kun anbefale bogen, der både er morsom og tragisk

onsdag den 28. januar 2009

9th Nordic Conference on Regional Library Activity

Odense Centralbibliotek var vært for den 9. nordiske konference for centralbiblioteker d. 19-21. januar. Det var spændende at deltage og møde kolleger fra hele norden. Klik på overskriften, så kan du se oplæg fra konferencen. Centralbibliotekerne er organiseret på mange forskellige måder, selv om de også ligner hinanden. I Sverige hører de under regionerne. Fælles er dog, at man bevæger sig fra at være en overbygning m.h.t. bøger til at være en dialogpartner og et ressourcecenter for de mindre biblioteker. Man bevæger sig også fra formidling til læring. Ikke alle steder har folkebibliotekerne det lige godt i disse år, men især Norge havde en tung historie at fortælle: mere end 40% af deres filialer lukkede i perioden 1998-2007. Nedskæringer på økonomi, åbningstider, nedgang på udlån og besøg. Hvorimod andre områder har fået tilført flere midler (sport, unge, kultur generelt). Der var dog også lyspunkter i form af nogle nye, flotte biblioteker.
I Danmark er der også blevet lukket mange filialer i forbindelse med strukturreformen. Dette har dog ikke betydet et stort fald i udlånet, mener man, men der er dog et generelt lille, men tydeligt fald i udlånet i Danmark. Vi er ved at bevæge os "fra bogcontainer til medborgercenter".
Det er mit indtryk, at vi i DK er langt fremme i skoene m.h.t. det digitale bibliotek. Bibliotek.dk bliver integreret med Den Store Danske Encyclopædi, således at låneren ved fx. søgning på Herman Bang både får bogtitler og artikler frem. Også sådan noget som Frilmstriben.dk, som bibliotekerne nu kan bruge gratis i en periode. Glæder mig til at lave biograf i Minimosen!
Netmultimedia.dk er også en spændende nyhed med spil, edutainment og læringsprogrammer.
Vores egen Jytte Christensen holdt oplæg om vores eget projekt Eksperimentarium for Integration, som vakte gehør hos flere af deltagerne. Det handler om kompetenceudvikling (gratis at deltage!) for bibliotekarer og andre, der samarbejder med folkebibliotekerne omkring integration.
Jeg selv viste gæsterne rundt i vores bibliotek og kulturhus og holdt et lille oplæg om huset og vores aktiviteter. Folk var imponerede over både indretning og aktiviteter, og mange gode kontakter blev skabt.

Det var også spændende at høre om det nye multimediehus, der skal ligge på havnen i Århus og skal indeholde nyt bibliotek, borgerservice og andre ting. De har været igennem en lang proces, der lyder givtig og inspirerende.

torsdag den 22. januar 2009

En atypisk uge...

Så er det snart weekend - lige en fredag på kontoret, hvor jeg skal nå en del, da ugen er gået med møder og konferencer.
Først med Nordisk konference for centralbiblioteker, med ca. 80 gæster på Odense Centralbibliotek fra de nordiske lande. Det var spændende både at deltage i konferencen, få besøg af dem på Vollsmose Bibliotek og ikke mindst at snakke med nordiske kolleger. Pinligt, vi ikke forstår hinanden bedre, vi måtte tale engelsk sammen. Mest på grund af finnerne, sagde vi som undskyldning, men i virkeligheden var der flere af os, der havde svært ved at forstå især det svenske.
I dag foregik det meste på dansk ved en konference i Eigtveds Pakhus: Integration og Biblioteker. Indledt af Peter Skaarup og afsluttet af Anne Marie Helger - hun bragte balance i tingene. Jeg har oplevet den kone og hendes show flere gange, men jeg hyler lige meget af grin hver gang. Og hun kan i den grad udnytte den kontekst, hun er i, hvad enten det er de fynske sygehuse eller de danske biblioteker. Som hun siger: Hyg dig med en bog, Få hjernen i kog (eller noget i den stil).
Jeg selv skulle også underholde lidt om Finfo.dk, men det var heldigvis inden Helger slog sig løs i hendes mørklagte villatelt (=charda, burka).

Så, nu er det sengetid...

torsdag den 15. januar 2009

Ja, det er ikke fra Vollsmose Bibliotek

Klik på billedet, så bliver det større...

Bibliotekarer

Jeg har måske bragt disse link tidligere, men inspireret at dagens Bibliotekspressen, men prøv: http://emp.byui.edu/raishm/films/introduction.html en annoteret filmografi, Librarians in the Movies.

Eller:

http://home.earthlink.net/~movielibrarians/

Hvad er en film uden bibliotekarer?

lørdag den 3. januar 2009

Nu med tæller...

Jeg har på en eller anden led fået sat en tæller på bloggen. Det kunne jo være, der var flere læsere, end jeg troede, også selv om mine madopskrifter er lidt mangelfulde.

Jeg har leget lidt med at søge i blogs. Det virker lidt tilfældigt. Det er ikke nemt at finde andres blogs via tags - også selv om an ved, de findes og er tagged rigtigt....

Mon der findes en anden måde at finde blogs på? Som nyhedsgrupper eller hjemmesider?!

torsdag den 1. januar 2009

1. januar 2009

Så er det dagen derpå - og den første dag i det nye år. Det er såmænd ikke så tosset, selv om der også er en lille tendens til at synes, at det er træls, der er gået endnu et år. Man bliver jo ældre. Så må man tænke på de 80- og 90-årige i familien, der stadig styrter rundt, går til badminton, yoga, tysk, syer patchwork og holder store julefrokoster. Så er det, man for alvor bliver deprimeret :-(

Jeg nyder nu sådan en dag, hvor ingen forlanger noget af en (bortset fra aftensmad - skulle det nu også være nødvendigt oven på al den gode mad i går!!??), fjernsynet kører, bøger bliver læst, der er stadig gang i julepynten, og solen har skinnet en stor del af dagen. Børnene har overlevet nytårsaften, i hvert fald den lille, den store har vi ikke hørt fra, men intet nyt er godt nyt (eller tommermænd). Der har sovet 5 ekstra her på "ungdomsherberget" (gad vide, om man ikke kan komme ind under ungdomsskolelovgivningen efterhånden??), så absolut intet at klage over, hvis man holder sig til den hjemlige andedam.

At 23ting nu er slut gør det svært at holde liv i bloggen. Hvad er det nu legitimt at skrive om? Er der nogen, der læser den ud over de tre faste? Må snart tage en beslutning ang., hvad den skal handle om.

Er i øvrigt glad for den lille MP3-afspiller, jeg vandt for at deltage i 23ting. Ikke fordi, jeg hører meget musik på den, men kan godt lide at lege med den, kan lide at have billeder med osv. Den skal jeg nok få brug for.

Så,nu er der en kat, der vil lege. Den tror, den er en hund: jeg kaster legetøj, den fanger det og bringer det tilbage. Den har lært at mjave juleaften (hvorfor mon lige den dag?), og det bruger den nu, når jeg tillader mig at sætte mig ved computeren.

Godt nytår til de 3 læsere!