torsdag den 22. januar 2009

En atypisk uge...

Så er det snart weekend - lige en fredag på kontoret, hvor jeg skal nå en del, da ugen er gået med møder og konferencer.
Først med Nordisk konference for centralbiblioteker, med ca. 80 gæster på Odense Centralbibliotek fra de nordiske lande. Det var spændende både at deltage i konferencen, få besøg af dem på Vollsmose Bibliotek og ikke mindst at snakke med nordiske kolleger. Pinligt, vi ikke forstår hinanden bedre, vi måtte tale engelsk sammen. Mest på grund af finnerne, sagde vi som undskyldning, men i virkeligheden var der flere af os, der havde svært ved at forstå især det svenske.
I dag foregik det meste på dansk ved en konference i Eigtveds Pakhus: Integration og Biblioteker. Indledt af Peter Skaarup og afsluttet af Anne Marie Helger - hun bragte balance i tingene. Jeg har oplevet den kone og hendes show flere gange, men jeg hyler lige meget af grin hver gang. Og hun kan i den grad udnytte den kontekst, hun er i, hvad enten det er de fynske sygehuse eller de danske biblioteker. Som hun siger: Hyg dig med en bog, Få hjernen i kog (eller noget i den stil).
Jeg selv skulle også underholde lidt om Finfo.dk, men det var heldigvis inden Helger slog sig løs i hendes mørklagte villatelt (=charda, burka).

Så, nu er det sengetid...

Ingen kommentarer: