onsdag den 28. januar 2009

9th Nordic Conference on Regional Library Activity

Odense Centralbibliotek var vært for den 9. nordiske konference for centralbiblioteker d. 19-21. januar. Det var spændende at deltage og møde kolleger fra hele norden. Klik på overskriften, så kan du se oplæg fra konferencen. Centralbibliotekerne er organiseret på mange forskellige måder, selv om de også ligner hinanden. I Sverige hører de under regionerne. Fælles er dog, at man bevæger sig fra at være en overbygning m.h.t. bøger til at være en dialogpartner og et ressourcecenter for de mindre biblioteker. Man bevæger sig også fra formidling til læring. Ikke alle steder har folkebibliotekerne det lige godt i disse år, men især Norge havde en tung historie at fortælle: mere end 40% af deres filialer lukkede i perioden 1998-2007. Nedskæringer på økonomi, åbningstider, nedgang på udlån og besøg. Hvorimod andre områder har fået tilført flere midler (sport, unge, kultur generelt). Der var dog også lyspunkter i form af nogle nye, flotte biblioteker.
I Danmark er der også blevet lukket mange filialer i forbindelse med strukturreformen. Dette har dog ikke betydet et stort fald i udlånet, mener man, men der er dog et generelt lille, men tydeligt fald i udlånet i Danmark. Vi er ved at bevæge os "fra bogcontainer til medborgercenter".
Det er mit indtryk, at vi i DK er langt fremme i skoene m.h.t. det digitale bibliotek. Bibliotek.dk bliver integreret med Den Store Danske Encyclopædi, således at låneren ved fx. søgning på Herman Bang både får bogtitler og artikler frem. Også sådan noget som Frilmstriben.dk, som bibliotekerne nu kan bruge gratis i en periode. Glæder mig til at lave biograf i Minimosen!
Netmultimedia.dk er også en spændende nyhed med spil, edutainment og læringsprogrammer.
Vores egen Jytte Christensen holdt oplæg om vores eget projekt Eksperimentarium for Integration, som vakte gehør hos flere af deltagerne. Det handler om kompetenceudvikling (gratis at deltage!) for bibliotekarer og andre, der samarbejder med folkebibliotekerne omkring integration.
Jeg selv viste gæsterne rundt i vores bibliotek og kulturhus og holdt et lille oplæg om huset og vores aktiviteter. Folk var imponerede over både indretning og aktiviteter, og mange gode kontakter blev skabt.

Det var også spændende at høre om det nye multimediehus, der skal ligge på havnen i Århus og skal indeholde nyt bibliotek, borgerservice og andre ting. De har været igennem en lang proces, der lyder givtig og inspirerende.

Ingen kommentarer: