Stadig ting 2, chat

Ja, det kniber med at få gang i tjatteletten på Messenger, for det kræver jo, jeg får lagt nogle venner ind, der gider snakke, men jeg er så småt begyndt. Det er faktisk en anden måde at tænke tjat på end det, jeg er vant til, hvor man måske netop starter med at snakke med nogle, man ikke kender (endnu), hvor man måske vælger at være anonym etc. Dette med at smide sit navn, foto mv. ud i cyberspace skal man faktisk være lidt varsom med. Man skal vide, hvad man gør, og ikke skrive noget, der ikke tåler dagens lys.
Vi talte lidt om det ved 23Ting-startmødet. Det er da rigtigt, at man selv kan styre, hvem der må læse hvad på Facebook etc., men nogle gange er tingene mere åbne, end man tror, og jeg tænker ikke på hackere og den slags. Fx. oplevede jeg engang, at man kunne se nogle lukkede sider på et firmas hjemmeside. Der var ganske vist ikke linket til dem på selve hjemmesiden, men via google kunne man søge og finde alle medarbejdernes fotos, private adresser og telefon numre, og det havde ikke været meningen - det skulle have fungeret som et lukket intranet.
Vi havde selv samme problem med vore OC-blog, der skulle bruges internt, og pludselig var der en journalist (så vidt jeg husker), der blandede sig i en intern debat. Som regel gør det jo ikke noget, men jeg skriver i hvert fald anderledes, hvis jeg ved, det kun er kolleger, der skal læse om fx. et kursus, end hvis jeg ved, det halve af verden kan kigge med.

Nogle gange er folk også utroligt kreative med hensyn til at finde oplysninger om folk, hvis de virkelig vil. Det gælder ikke kun skumle mænd, der vil udnytte børn, det kan såmænd også være mere uskyldigt. Nå, dette ikke for at skræmme folk væk fra nettet, det er jeg den sidste, der vil, men man skal bare tænke sig om.

Dorrit dot.com